Den internationale matematikundervisningskommission (ICMI) er nedsat af den internationale matematikerunion (IMU) og er ca. 100 år gammel.

Ifølge IMU’s vedtægter (1986) kan der skabes nationale matematikundervisnings-kommissioner:

“Any Adhering Organization [ i Danmark Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab] wishing to support or encourage the work of the Commission [ICMI] may create, or recognize, in agreement with its Committee for Mathematics [i Danmark Nationalkomiteen for Matematik], a Sub-Commission for ICMI to maintain liason with the Commission in all matters pertinent to its affairs. The Adhering Organization in question shall designate one member [pt. Karsten Schmidt] of the said Sub-Commission, if created, to serve as a delegated member of ICMI.”

På det lovgrundlag og med afsæt i et akut behov for bedre kommunikation mellem de forskellige niveauer for matematikundervisning blev Danmarks Matematikundervisningskommission (DMUK) (gen-)stiftet i 1994 med det formål:

– at virke som bindeled mellem ICMI og Danmark,

– at virke for udveksling af information om og synspunkter vedrørende matematikundervisning på alle uddannelsestrin i landet,

– at fremme såvel udbredelsen af kendskabet i Danmark til internationale strømninger i matematikundervisningen som udlandets kendskab til dansk matematikundervisning,

– at fremme initiativer til forskning om og udvikling af dansk matematikundervisning på alle uddannelsestrin.

Medlemmerne af DMUK repræsenterer de til enhver tid eksisterende matematiklærerforeninger (hver med to medlemmer), de til enhver tid værende ministerielle fagkonsulenter i matematik samt følgende to foreninger, hver med tre repræsentanter: Dansk Matematisk Forening og Nationalkomiteen for Matematik.

DMUK afholder to årlige medlemsmøder af en dags varighed. Mellem møderne varetages arbejdet af et forretningsudvalg, der bredt repræsenterer medlemskredsen.